Der er sikkert nogle af jer der har tænkt lidt over, hvordan har jeg det egentligt efter min operation, nu, 2 uger efter og om hvordan sådan en øreoperation egentligt forgår. Det tænkte jeg da lige at jeg ville dele lidt med jer omkring og måske vise nogle billeder fra forløbet, så hvis du er sart som i MEGET sart, så skal du IKKE kigge på billederne der bliver vist i det her blogindlæg. Det er ikke billeder fra under operationen, men det er billeder af aret med stingene i osv.
FORBEREDELSEN - INDEN OPERATIONEN;
Jamen altså; første skridt inden operationen er jo, at du skal til samtale med blandt andet lægen som skal opererer dig og med narkoselægen. Det hele kan virke utrolig skræmmende. Jeg oplevede op til flere gange, at jeg havde lyst til at smide alt jeg havde i hænderne og bare stikke af. Alligevel må man lige minde sig selv om, at de gør det jo i en god mening og for at hjælpe dig. Du får denne fine pjece med hjem, som de kalder det. Her i kunne jeg læse ALT om forberedelser til operationen. Her i blandt at; Man må ikke have make-up på under operationen, ingen neglelak, håret skal være opsat - helst i en fletning i forhold til hospitalshygiejne og meget, meget mere.
På dagen - men inden operationen;
Nu har jeg jo intet billede fra selve dagen, INDEN operationen, men derfor kan jeg jo stadig godt fortælle. Jeg kom ned på dagkirurgisk klinik, hvor jeg fik tildelt mig dette super flotte hospitalskluns (not) og så skulle jeg klæde om inde i sådan et mini-garderobe agtigt rum. Da jeg havde fået klædt om, skulle jeg tisse af inden operationen (dette gjorde jeg af erfaring. Sidste gang måtte blæren tømmes UNDER operationen, PINLIGT!!!!) og så skulle min mor og jeg gå ned til sygeplejersken som skulle gøre mig klar. Her sad vi så og sygeplejersken kom gående ind med en god håndfuld piller og et MEGET LILLE glas saftevand - man må jo helst ikke indtage noget inden operationen. Dem blev jeg bedt om at sluge, så det gjorde jeg jo bare. Så kom den værste del; håret skulle barberes af i siden. Det vil sige, jeg render rundt med et side-cut som jeg ikke selv har valgt at have. Side-cut er bestemt ikke grimt, jeg kan bare ikke bære det. Da håret var klippet af, blev mor og jeg igen sat ud i venteværelset...
Operationen;
Gang på gang kom der patienter hen til venteværelset, senere end min mor og jeg, men de blev hentet før os. Jeg blev godt nok også en anelse utålmodig til sidst. Så kom der en sygeplejerske og han kaldte mit navn. Jeg rejste mig pænt op og gav ham hånden og så viste han os ned på operationsstuen. Altså, sidst jeg skulle opereres blev jeg kørt derind i min seng, denne gang skulle jeg selv gå. Det føltes underligt at man skal gå derind. Det føltes fandme underligt at se operationsstuen fra dét perspektiv. Men altså... Jeg lagde mig på operationsbordet og jeg blev pakket ind i et af disse dejlige varme tæpper ♡♡♡♡. Jeg blev spurgt af, om jeg havde nogle ting jeg var bange for, men prøvede at tage det i stiv arm og sige; "nææææ, jeg kender det jo". Alligevel røbede min mor at jeg var bange for at skulle have stukket den nål i armen til droppet. Det var godt hun nævnte det, for HOLD NU FERIE hvor jeg græd og pev da hun først stak nålen ind. Da det så var gjort, fik jeg denne maske på og jeg faldt i søvn lynhurtigt. Nu var jeg i narkose og lægerne kunne gøre deres indgreb.
Efter operationen;
Jeg så sådan her ud efter operationen. Jeg vågnede på operationsbordet, men var bestemt ikke ved fuld bevidsthed. Jeg husker at de bedte mig at "trille" over i sengen som de havde kørt ind til mig, andet husker jeg ikke, for så sov jeg vidst nok igen. Da jeg vågnede igen, lå jeg på stuen. Ved min side stod min mor og far. Jeg tror aldrig jeg har været så glad for at se nogle i hele mit liv. ♡
Det næste jeg husker er mit enormt dårlige humør. Jeg var sur og irriteret. Det første jeg sagde da jeg vågnede var, at jeg ville hjem og at jeg var tørstig. Da jeg var vågnet husker jeg så, at det næste problem opstod. Jeg kiggede på mine forældre og sagde; "Hvor er Majbrit? Jeg vil gerne have Majbrit" (Majbrit er min storesøster og jeg havde drømt om hende under narkosen) efterfulgt af gråd. Mine forældre måtte berolige mig med at sige, at hun kom på besøg senere.
Jeg lå i sengen en time og så kom sygeplejersken ind for at få mig ud af sengen. Hun fjernede slangen fra min arm og hjalp mig ud af sengen. Derefter hjalp mine forældre mig ned til rummet hvor mit tøj var og min mor gik med mig ind for at hjælpe mig med at skifte tøj; gudskelov for det, for jeg var fandme dårligt til bens. Da jeg havde fået skiftet mit tøj, kom jeg ud og skulle have nogle piller og en forklaring om hvor ofte de måtte tages osv. og derefter skulle "droppet" jo ud igen. Det var nu ikke så slemt som at få stukket det i og nu var jeg endelig på vej hjem.
Dagene efter;
Dagene efter operationen var ikke så sjove. Jeg havde ondt det meste af tiden og var meget af tiden søvnig, fordi at jeg indtog smertestillende piller rigtig flittigt - jeg havde nemlig hårdt brug for det. Jeg havde ondt, kunne knap nok spise, var træt og så var jeg bare helt enormt følsom. 5 dage efter operationen kom denne "forbinding" af, som i ser på billedet ovenpå. Det ville sige, jeg rendte rundt med åbnet ar omme bag øret og med vat i øret. Heldigt at det kunne dækkes med mit hår, ellers havde jeg da skræmt livet af de fleste mennesker.
Jeg var enormt forsigtig når jeg børstede mit hår og ihvertfald også forsigtig når håret skulle vaskes og det er jeg stadig, dog ikke af hensyn til stingene, for dem har jeg ikke mere. Når jeg børstede hår lænede jeg mig sådan underligt til højre for IKKE at ramme stingene, tænk nu hvis jeg trak dem ud (!!!). Jeg holder en kop for øret når jeg skal have vasket hår, for vandet må ikke komme ind i min øregang. Det vil jo sige, at mor skal hjælpe mig med at vaske mit hår, så det ordner vi bare i håndvasken.
2 uger senere - hvordan har jeg det?
Nogle uger senere har jeg det faktisk meget fint. Stingene kom ud for en uge siden og idag kom alt det størknede "vat" inde fra øregangen taget ud og erstattet med noget nyt. Jeg har det egentligt meget fint - stadig små smerter, men slet ikke i samme omfang som i starten. I starten var det jo nærmest uudholdelig og de første dage brugte jeg på at sove smerten ud.
Om 2-3 uger skal jeg igen til lægen og få tjekket øregangen og der regner min læge så med, at han kan tage alt ud af øret igen og at jeg så igen kan leve som jeg gjorde før. Formålet med operationen var jo at jeg skulle kunne høre selv og jeg har ærligtalt en god mavefornemmelse - for én gangs skyld. Så ja, indtil nu ser alt fint ud og lægen er tilfreds med resultatet. Så kunne det vidst ikke være meget bedre.
Nu kender i også lidt til selve historien/oplevelsen i sig selv. Det er aldrig sjovt at blive opereret og bestemt heller ikke en sjov fase at skulle igennem EFTER operationen, men du må aldrig nogensinde glemme, at lægerne gør det kun for at hjælpe dig. Jeg tog det i stiv arm - også selvom at jeg var hunderæd og jeg klarede den alligevel. Vi kommer allesammen igennem de ting vi er bange for, så hvorfor ikke bare gøre det uden at gøre problemet større end det allerede ér.
Vær modig, snak med nogle om det og til sidst men ikke mindst; husk altid på, at når forløbet er slut, så skulle alt gerne være godt igen. Det er dét der holder mig oppe, også selv på de dage hvor jeg tænker, at jeg aldrig nogensinde vinder kampen om at få min hørelse tilbage. ♡
Ingen kommentarer:
Send en kommentar