STORYTIME #1 - CLAUDIO

Jeg vil begynde at lave disse; "Storytime"-indlæg. Her vil jeg dele forskellige historier til jer, som jeg har oplevet fra livet. Uanset om det er gode eller dårlige oplevelser. Den første her bliver nok en smule hård, men det er den oplevelse jeg altid har villet dele først. 

På billederne foroven ses min aller bedste ven i hele verden. Hans navn er Claudio. På de her billeder var vi kun omkring de 12-13 år gamle og desværre fik jeg aldrig taget nogle nye sammen med ham, så disse billeder er noget af det mest værdifulde jeg ejer. ♥ 

Claudio gik bort D. 20 Juli 2011. Han kom op og slås med sin bedste ven, som derefter stak ham utallige steder og hans ene lunge blev beskadiget. Han blev anbragt på hospitalet i håb om, at han kunne overleve, men han døde en time senere. Desværre nåede jeg aldrig at sige farvel til ham og det er nok det der har naget allermest i mig og som stadig nager i mig til hverdag nu, snart 5 år senere.

HAN VAR MIN BEDSTE VEN;

Han var min aller bedste ven da jeg ikke havde andre omkring mig. Jovist, havde jeg andre at snakke med, men der var bestemt ingen som ham og det er der stadigvæk ikke. Jeg vil aldrig nogensinde kunne erstatte Claudio som min bedste ven - ihvertfald ikke hvis jeg tænker meget over det. 

Ja, jeg ved godt at man skal komme videre og ja, jeg har da også nogle bedste venner, også selvom han ikke er her, men dybt inde i mit hjerte, dér vil Claudio altid være min nummer ét. 

Han orkede mig altid, ligemeget hvilket humør jeg var i og uanset hvilken opførsel jeg havde, for han vidste godt, at jeg havde en del ting at være utrolig frustreret over dengang. Han vidste at jeg blev mobbet og han vidste godt, at jeg nogengange havde det lidt svært med at være glad for mig selv og den jeg var. Alligevel så orkede han at sætte sig hen og snakke med mig om tingene og han orkede at fortælle mig stortset HVER DAG, at jeg var god lige præcis som jeg var og at han ikke ville have at jeg ændrede mig til at være én jeg nok alligevel ikke var i sidste ende. 

Han hjalp mig igennem mange situationer. Ja, Claudio var en vildbasse - det kan jeg skrive under på, men en god én af slagsen. Han havde et hjerte af guld og han ville bestige tusinde bjerge, bare for at alle hans venner havde det godt. Han var altid glad og imødekommende - sjældent sur. Jeg tror faktisk aldrig at Claudio har været sur på mig og heller ej givet udtryk for, at der var andre han var sur over. 

TABET; 

Den hårde del af dette blogindlæg bliver nok dette stykke. Det er det stykke hvor jeg ønsker at formulere mig bedst muligt og for at udtrykke mig klokkeklart, om hvordan det føltes at miste noget af det mest betydningsfulde i dit liv - og tro mig, det er ikke en dans på røde roser. Tværtimod. 

Jeg vågnede op D. 21 Juli 2011, ved at min søster kaldte mit navn. Hun bad mig om at komme ned i stuen til hende, fordi at hun havde noget hun skulle fortælle mig. Jeg tænkte, at det nok var en overraskelse af en art eller at hun havde lavet morgenmad til os eller lignende. Jeg hoppede ud af sengen med et fint humør og følte, at det her skulle nok blive en god dag. Jeg gik ned i stuen og så min søster sidde i hjørnet af sofaen og jeg satte mig ned i sofaen og lænede mig op af armlænet. Jeg husker tydeligt at hun var helt stille og kiggede på mig. Jeg husker ordene der kom ud af hendes mund den morgen; "Nanna, Claudio er død igår..." sagde hun. 

Lige dér, kunne jeg mærke verden falde sammen under benene på mig. Jeg kunne mærke, at jeg fik det rigtig dårligt og jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg kunne mærke, at jeg lige pludselig blev meget forvirret og at jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. Jeg troede det var en stor ond joke, men igen; Det ville min søster aldrig gøre imod mig og det sagde jeg også til mig selv. Min søster vidste udmærket godt hvilken plads Claudio havde i mit hjerte. 

Jeg græd hele dagen, imens tv'et stod på nyhederne og hvor man kunne se de mange indslag om min afdøde bedste ven. Jeg kan huske, at jeg sad og så tv hele dagen, for at forstå sagen og for at høre alle de forskellige teorier. Jeg kan huske, at jeg lå dér i hjørnet hvor min søster lå, med min mors store hvide tæppe på, imens tårerne bare trillede ned af kinderne på mig. Jeg kunne ikke stoppe og jeg fandt absolut ingen grænse for, hvornår jeg var færdig med at græde. 

Senere på dagen tog vi ud til gerningsstedet i Sønderborg. Min søster, min søsters ven, min mor og min søsters vens mor. Vi havde købt blomster, som skulle ligge lige dér hvor det hele var sket. Da vi ankom dertil var det hele lidt hektisk og jeg husker at det var mange mennesker. Da vi kom derhen, var der tydeligt nogle der havde haft samme tanke som os - der lå SÅ mange blomster og det er nok noget af det smukkeste jeg har set i hele mit liv. 

Der var både blomster, lys og billeder af den smukkeste knægt. 

TIL SIDST; 

Til sidst fik Claudio endelig fred. Han blev fjernet fra medierne og folk talte ikke rigtigt om det mere, kun her i Broager og i Sønderborg fortsatte snakken. Der var mange teorier om hvad der var sket - den eneste der rigtigt kan svare på det, det er vidst ham der tog livet fra ham. Han har vidst præcist hvad der forgik og hvad planen var.

Han blev begravet, ja, men jeg var ikke med til begravelsen. Begravelsen var en lukket begravelse, for at undgå et mediestunt. Hans plejefamilie ønskede at han blev begravet i fred og ro og omgivet af hans familie og nogle venner. Jeg selv var der ikke, fordi jeg blev ikke inviteret, desværre. Hans plejeforældre kendte vidst ikke rigtigt til os. Når vi var sammen, så mødtes vi ofte bare i Sønderborg eller i Broager - nogengange også hjemme hos mig, men det var også sjældent.

Jeg bærer ikke nag over at jeg ikke blev inviteret. Jeg ved at han blev bisat på den smukkeste måde og omgivet af masser af andre mennesker. Det der gør ondt på mig nu, det er selvfølgelig følelsen af, at jeg aldrig fik sagt farvel. Jeg har det sådan, at når man går til begravelsen, så er det en mulighed for at sige et sidste farvel. Det fik jeg ikke gjort og derfor føltes det stadig uvirkeligt for mig.

Til gengæld har jeg besøgt hans gravsted så mange gange og jeg er der hvert år til jul. Der stiller jeg lys ved hans sten og sender ham nogle tanker, samt giver ham 1. minuts stilhed. Jeg holder ikke jul uden at ønske ham en glædelig jul også - det kan jeg bare ikke. Jeg har brug for det, inden jeg smutter over til familien og fejre juleaftenen med dem. 

Han ligger så fint dér. Han ligger sammen med sin mor og det fortalte han altid alle hans venner, at det var dér han ville ligge når han en dag døde. Det skulle han selvfølgelig også. Det var et af hans allerstørste ønsker at være hos sin mor.

Jeg elsker at være dér. Jeg elsker at kigge på hans fine lille sten og vide, at han har det godt nu og at han er oppe i himlen sammen med sin mor - præcis som han gerne ville. Jeg ved at han hviler, jeg ved at han er glad og jeg ved at jeg kommer til at se ham igen en dag. Hvornår ved jeg ikke, men en dag gør jeg og det er jeg helt sikker på. ♥