ET UNDERLIGT MØDE

I denne weekend er jeg gået over én af mine allerstørste grænser. Jeg havde sagt mig selv, at vi aldrig nogensinde skulle ses igen, for det var det valg hun havde taget og jeg var faktisk okay med det - endelig. Som tingene selvfølgelig altid er, vil der altid komme en og rive såret op igen, ikke? Selvfølgelig helst gerne den, som lavede såret på dig dengang.

Hun rejste langt væk og da hun kom hjem, ville hun ikke længere være en del af mit liv. Hun sagde, at hun ikke ville komme hjem fra rejsen, uden at have gjort nogle ændringer i hendes liv - den ene ændring hun følte hun behøvede at lave, var at skrotte mig som hendes veninde, på trods af flere timers talen på Skype og flere dage i skoletiden, hvor vi brugte tid på hinanden for 2 år siden. 

I denne weekend mødtes jeg med hende sammen med Anton. Det var mærkeligt. Jeg havde en underlig mavefornemmelse fra starten som jeg desværre valgte at ignorere. Jeg valgte at stole på de ting hun sagde. Beskeden jeg modtog fra hende lød sådan her; "Hvis du gerne vil snakke med mig, så skal du komme til ********** nu". Dum og naiv som jeg altid er, hoppede jeg selvfølgelig i med begge ben og brugte tid + benzin på at køre ud til hende. 

Hun steg ind i min bil og allerede dér var stemningen bare sygt underlig. Jeg følte faktisk et stort pres, på trods af, at hvis jeg ikke ønskede at have hende i min bil, kunne jeg bare bede hende om at forsvinde. Der blev hverken sagt hej eller krammet - ingenting overhovedet. Under hele køreturen følte jeg nærmest, at JEG var den som skulle give hende en undskyldning, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde i tankerne under stortset hele turen, at jeg ikke skulle bukke under for hende og hendes finurlige opførsel. Hele mødet i sig selv var underligt. 

Vi kørte på McDonald's for det spurgte hun mig om vi ikke kunne, hvilket jeg sagde ja til. Jeg har aldrig siddet så akavet på et offentligt sted før og haft lyst til at gå utallige gange som jeg havde lige dér. Det var så underligt, fordi hun opførte sig helt anderledes end hun nogensinde gjorde før. Hun havde ændret sig så meget, at jeg faktisk følte at det var ubehagligt. Det var næsten som at være på udflugt med en fremmed eller med en af sine værste fjender. 

Jeg kørte hende hjem derefter, hvor hun bla. gik uden at få sagt farvel. Jeg sad bare dér med Anton ved min side og følte mig så utrolig tom, fordi at jeg følte at det hele bare stod så åbent og at der bare var blevet hældt salt i såret. Det var virkelig forfærdeligt og jeg var tudefærdig - også selvom jeg idag er afklaret med, at jeg ikke har interesse i et yderligere venskab med hende, nogensinde igen. Hun er ikke den pige jeg kendte for 2 år siden, hun er helt fremmed. Jeg følte mig så udnyttet, jeg følte faktisk at hun kun havde bedt mig komme ud til hende, fordi hun manglede kørsel hjem. 

Jeg har bare lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde igen vil stole blindt på folk jeg ikke har snakket med længe - det er for dumt og det eneste man gør er at såre sig selv endnu mere. Jeg spørger bare mig selv nu, om hun har det godt med sig selv efter den oplevelse hun gav mig igår og om hun virkelig synes at det var okay. Det er virkelig det ondeste og mest modbydelige man kan gøre imod andre. Udnyttelse. Føj, hvor væmmedes jeg ved folk som overhovedet kan opføre sig sådan.