OPERERES? IGEN...

Jeg har haft ondt i mine ører i en uges tid og idag var jeg simpelhent selv nået grænsen. Da jeg vågnede imorges føltes det som om, at der stod nogen med en skruetrækker inde i øregangen på mig, som ellers bare hamrede løs på enden af skruetrækkeren. Jeg vågnede med tårer i øjnene og allerede dér, kunne jeg ikke holde ud at være i min egen krop, så jeg ringede til min far. Vi aftalte at jeg skulle kontakte min ørelæge på sygehuset, som opererede mig sidste år, så jeg kunne få en tid. Jeg fik en tid idag kl. 13:45. 

Jeg kom ind og han kiggede mig i ørerne som han plejer og jeg kender rutinen. Jeg ved at han rager rundt derinde og så suger han en masse ud og så konstaterer han hvad han tror det kan betyde. Ofte så siger han bare, at jeg skal lade være med at høre musik i høretelefoner og at jeg skal stoppe med at bruge vatpinde. Idag så det hele bare så anderledes ud... 

Han kiggede mig i ørerne og så fik jeg taget en høreprøve. Jeg følte selv at jeg ikke kunne høre noget som helst inde ved høreprøven, der var ihvertfald store pauser fra lydende der kom. Derefter kom jeg tilbage ind til min ørelæge, som sagde, at han gerne ville operere mig igen. Han vil lægge et lag af cement i mit øre, så knoglerne derinde ikke kan vælte mere. Dernæst vil han forstørre min øregang, fordi jeg har meget smalle øregange. Hvis jeg får skidt ind i øret kan jeg ikke fjerne det, for det er øret alt for smalt til. 

Jeg takkede selvfølgelig ja til hans tilbud og fortalte ham, at jeg var næsten villig til at gøre alt for at jeg snart kan komme til at leve et normalt liv igen. Jeg gav ham hånden på, at det var en aftale. Da jeg kom hjem havde jeg allerede fået besked i min e-boks om, at jeg skal til samtale med narkoselægen allerede på næste fredag, d. 4 Marts, så tingene ser ud til at gå stærkt. 

Jeg er ked af at jeg skal opereres igen, det er jeg virkelig, men samtidig forsøger jeg også bare at holde hovedet oppe og tænke på de gode ting ved det hele, også selvom at de er svære at se. Jeg har grædt meget over det idag, fordi at jeg troede at hele forløbet var slut ved min første operation, men det fortsatte og fortsatte og fortsatte bare ud i en lang køre... Åh, hvor jeg dog glæder mig til at jeg er færdig med alt det her, så jeg kan begynde at leve mit liv som en ganske normal pige ville gøre. Jeg ville bare lige holde jer opdateret om hvad der sker i mit liv lige nu.