tirsdag den 2. august 2016

SÅDAN STOPPER DU EN TELEFONSÆLGER

Vi kender det allesammen og det er utrolig, faktisk helt afsindigt irriterende. De ringer til os konstant, også selvom at vi afslår hver evig eneste gang. De fortsætter ligemeget hvor mange gange du takker nej og er du flink, ja, så ringer de gerne til dig én gang til på samme dag. 

Nu da jeg er fyldt 18 år, så er de efter mig. De ringer 4-5 gange i ugen, for at tilbyde mig alt muligt. Det kan være alt lige fra telefonabonnement til elselskab og jeg er ved at blive skør. Det er virkelig en plage for mig, hver gang jeg kan se at telefonen ringer med et nummer jeg ikke kender. Jeg VED jo at det er dem, men de burde ikke at gå en så meget på, at man ikke orker at tage sin telefon når det er et nummer du ikke kender. 

Nu har jeg selv arbejdet på en callcenter og dér skulle vi sælge. Vi skulle sælge produkter til kunden når problemet var løst eller imens vi ventede på noget. En erfaren sælger har lært at de skal stille dig spørgsmål for at beholde dig i røret så du ikke bare lægger på. Dog er det noget vi er nødt til, for hvis du begynder at svare sælgeren, så giver du dem bare noget at arbejde med og så åbner du selv op for en dialog imellem dig og sælgeren. Det handler om at være kold og kontant og JA, det er skide grænseoverskridende. 

  1. Jeg har allerede talt med din kollega.
    Det er flovt for sælgeren, hvis du fortæller at du netop har talt med en anden om det samme. På den måde får du sælgeren til at tro at du allerede har været inde i deres ondt cirkel og at der nu er styr på problemet, hvor du derefter efterlader sælgeren med en undren over hvad i alverden der er gået galt i systemet inde hos dem.

  2. Læg på og blokér nummeret de ringer fra.
    Det er ét af de tricks vi alle bruger - ihvertfald delen med at smide røret på, men nogengange er det altså ikke nok. Mange af sælgerne har ingen pli og er så ivrige efter at få solgt noget til dig, så de ringer dig op igen. Dog er de begyndt at ringe uden hemmeligt nummer og det gør det jo en del lettere for os. Derved kender du jo nummeret der blev ringet fra og det kan du blokere, så ringer dét nummer ihvertfald ikke mere. Dog kan du være uheldig at de så bare ringer fra en anden telefon istedet. Grr...

  3. Det bruger vi ikke.
    Ligemeget HVAD de prøver at sælge dig, så bare sig; "Nej, det bruger vi ikke. Ellers tak". Det kan lyde spøjst i nogle situationer, men du lukker munden på sælgeren og de kan ikke forsøge at sælge dig noget som du har sagt at du ikke bruger. Det gør det umuligt for sælgeren at diske op med flere fancy tilbud til dig.

  4. Kun brug ét enkelt ord
    Med ét ord mener jeg selvfølgelig ordet; Nej. Hvis de spørger dig om noget, så bare lad være med at svar med længere sætninger, prøv bare at nøjes med at sige nej. De får intet ud af at have en dialog med en som alligevel ikke lytter efter og med en som kun afslår hele tiden. Tro mig det virker, jeg har afprøvet det. Den ene morgen var der en der ringede til mig kl 10:05 om morgenen. Dælme nej, ingen ringer og vækker mig i min skønhedssøvn, så alt jeg gjorde var at jeg lå og sagde nej. Hun gav også op til sidst og har ikke ringet siden.

  5. Lad dem snakke og derefter afbryd
    Bare lyv for dem. Dog har jeg ikke afprøvet det, men bare prøv at lad dem plapre ud om det ene tilbud efter det andet og derefter sig; "Jeg er kun 17 år". Så har du spildt deres tid lige præcis som de spilder din. Jeg tror det virker; Hvis du har held med det en dag, så fortæl mig det endeligt i kommentaren under indlægget her!

  6. Udgiv dig for at være en andenInde hos dem kan de se dit navn. De ved hvem du er og hvor du bor. Alt du skal gøre er at forvirre dem en smule.
    Telefonsælger; "Goddag, taler jeg med Nanna Gensch?"Mig; "Næh.. Mit navn er Katrine"Se dét kan få dem til at gå i spåner, for nu aner de ikke hvem du er. Du kunne lige så godt have været veninde til den person som henvendelsen drejer sig om.

  7. Lav sjov med dem og spørg om de vil være med til en konkurrence
    Prøv at lav sjov med dem og spørg dem af om i ikke skal lave en konkurrence om hvem der først lægger på eller om de godt er klar over at de er med i en konkurrence om hvilken telefonsælger der først kan forstå at man ikke er interesseret. Gør dem til grin, de vil med sikkerhed ikke ringe igen og det kan slå dem helt ud af kurs. Det virker hver gang. 

Nu har jeg ladet mig gå på at telefonsælgere i alt for lang tid og tænkte at i andre sikkert også har de her problemer af og til; Især hvis du er fyldt 18 år. De ringer til dig hver evig eneste dag nærmest og det er forfærdeligt. Jeg håber at i kan bruge mine råd til at ryste en telefonsælger af dig. Held og lykke med at bruge de forskellige metoder! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar