WALKATHON I ODENSE

Her i weekenden har jeg faktisk været med til en ting jeg, hånden på hjertet, aldrig havde regnet med at jeg skulle være en del af. Man kan nok godt se temmelig tydeligt at jeg altså ikke er den mest sportslige person på jorden, for det er jeg bestemt ikke og jeg vil gerne være ærlig at sige, at det tror jeg sgu heller aldrig nogensinde at jeg bliver.

MEN! I weekenden var jeg faktisk med til et såkaldt "Walkathon" inde i Odense. Man kunne vælge 6 eller 10 km, hvor Anton og jeg gik de 6 km sammen med nogle andre mennesker fra Antons bosted. Jeg havde allerede fra dagen inden været hammer-irriteret over, at jeg overhovedet var blevet tilmeldt til det her gå-halløj og at det orkede jeg fandme ikke. Det var nu heller ikke så tiltalende for mig at jeg skulle op klokken 07:30 på en lørdag - det gør jeg altså bare ikke og er det fuldkommen unaturligt hvis du spørger mig. 

Jeg kom dog alligevel afsted sammen med de andre og det var faktisk slet ikke så slemt som jeg troede. Jeg gik jo bare sammen med Anton og vi snakkede om alt og intet. Anton og jeg endte faktisk også med at gå et godt stykke foran de andre på hele vejen, hvorfor det aner jeg ikke, men det føltes altså godt. Det var fedt at vide at vi gik i sådant et raskt tempo, at dem som vi var taget afsted med egentligt bare gik bagved os. Der gik dog også helt sport i den for mig, for de her kilometer skulle jo vise sig at være nogle brugbare kilometer!

Jeg åbnede nemlig min Pokemon-GO app lige da vi skulle til at gå og så gik jeg jo bare helt amok. Jeg fik gået så meget af mit 10-kilometers-æg at det klækker om ikke mindre end 300 meter. Der er altså bare et eller andet over det her pokemon spil, for jeg er altså temmelig vild med det. Det gav mig virkelig motivation til at gå de 6 km igår og endda mere til. Igår endte Anton og jeg altså op på 12 km. Er i klar over hvor meget der er, når  jeg plejer at synes at 12 meter er langt? Jeg er faktisk rigtig overrasket over mig selv. 

Når man havde gået de 6/10 km man havde valgt, så skulle pengene jo doneres som man havde betalt for at deltage i det her "Walkathon". Man kunne vælge SOS-børnebyerne eller hjerteforeningen. Faktisk kunne man også krydse begge af og så fik de begge to noget. Dog valgte jeg at donere mine penge til Hjerteforeningen ♥ 

Jeg har længe afgjort med mig selv, at dette altså skal være en tradition. Jeg MÅ bare være med igen næste år. Det føltes så fedt at gå de her kilometer og vide, at du donerer pengen til en god sags tjeneste. Der findes bare ingen følelse som er bedre end at vide, at det du har gjort har været til hjælp for nogle som havde brug for det.