Som mange af jer ved gik jeg tilbage i april af skolebænken, for at arbejde på et callcenter i stedet for.
Jeg var igang med min HF sidste år og faktisk kun få måneder inden vi var færdige med første år, måtte jeg simpelhent bakke ud og give op. Jeg var bare nødt til at give op, fordi at jeg bare kunne mærke, at jeg tabte mig selv mere og mere i det her skole-halløj.
Jeg havde været oppe til nogle eksaminer i december måned. Dette var i bla matematik, skriftligt og mundtligt samt mediefag. Jeg dumpede begge mine matematik-eksaminer og jeg bestod kun lige mediefag med 02. Hvis jeg ville videre på 2. år, så skulle jeg komme igennem med et 7-tal i naturfag om sommeren og det havde jeg jo allerede forudsagt at jeg IKKE var i stand til.
Følelsen af at måtte give op fra noget jeg kæmpede mine røv ud af bukserne i 10 klasse for at få, var virkelig som at blive slået i hovedet. Det gjorde ondt indeni og jeg følte mig nok som jordens største taber på daværende tidspunkt. Jeg havde kun 2 venner i min klasse, resten snakkede jeg ikke med og det var af forskellige grunde. Den største grund var jo nok aldersforskellen. Jeg var bare hende den 17-årige lille lort som kom væltende ind på VUC uden sådan rigtigt at ane hvad den her slags skole var.
Jeg fik arbejdede på callcenteret d. 27 april, jeg husker det tydeligt for de ringede mig op d. 26 April for at fortælle mig at jeg skulle komme ind til en samtale hos dem. Jeg begyndte på TDC-projektet og det var hvad jeg skulle oplæres i. Jeg trives rigtig godt med mine kollegaer og det føltes bare så spændende at komme igang med noget helt nyt og det eneste jeg tænkte på, det var at jeg skulle få det bedste ud af det her.
Jeg blev oplært og kom på telefonen. 4 dag jeg sad på telefonen skulle mit team ind til en briefing. Dem havde vi flere af ugentligt. Jeg kom ind lidt senere, fordi at jeg havde en træls kunde i røret. Da jeg kom ind blev jeg spurgt; "Hvor mange?" og jeg anede ingenting, så jeg sagde 4. Jeg anede ikke hvad jeg lige havde svaret på, det var lidt mærkeligt. Da vi så kom ind på telefonen igen kom min teamleder over og sagde at jeg havde commited mig til at lave 4 salg og at det vidste han at jeg ikke kunne. Dernæst sagde han, at hvis jeg ikke gjorde det her, så var jeg en fiasko for resten af mit team. PÅ MIN 4 DAG PÅ TEAMET?
Tiden gik og min leder blev mere og mere utålelig, indtil han en dag blev fyret. Imens at vi ventede på en anden teamleder havde vi en af de andre ledere som vores leder imens. Nogle skulle jo holde styr på os. Denne leder vi fik tænkte jeg, at det skulle nok blive fedt, for han havde været rigtig flink overfor mig. Pludselig vendte han bare 90 grader og indtog min gamle leders plads som ham der pressede os ualmindelig meget. Ham her betragtede mig fra at jeg gik ind på callcenteret til at jeg gik hjem.
Jeg kunne ikke klare det pres jeg havde på mine skuldre. Vi havde øjne i nakken konstant som var efter os - sommetider måtte vi ikke engang gå til pause hvis vi nu havde haft en kunde hvor det gik ind over pausen. Jeg mødte ind mandag kl. 14:00 og gik hjem igen kl 15:00 hvor jeg havde lagt min opsigelse og endelig. Ja, jeg savner de 12.000 hver måned, men jeg savner bestemt ikke arbejdsmiljøet som var derude.
Sommeren 2016 startede jeg på min uddannelse på VUC igen. Jeg er nu igang med min HF for 2. gang og denne gang vil jeg færdiggøre. Jeg har fået de skønneste veninder, 5 piger. Anne, Cecilie, Sara, Tine og Helle. Jeg kan uden at lyve sige at de 5 piger driver mig til at komme i skole og det følte så godt.
I må aldrig fortsætte med noget som i ikke føler jer tilpas i. Det eneste det gør, det er at det skader dig og din personlighed.
Følg dit hjerte - det er det bedste råd jeg kan give. ♡
Ingen kommentarer:
Send en kommentar