Igår var jeg et smut i Sønderborg sammen med min veninde, Melanie og det havde simpelhent været så hyggeligt. Vi havde været i Bilka, på Mcdonalds for at hente noget mad med hjem til Melanie og hendes kæreste, samt at der var blevet hygget og grinet i rigtig lange baner.
På vej ud af Sønderborg kunne jeg høre en lille lyd, som om at jeg var kørt over en sten. Melanie hørte det også, for vi kiggede bare på hinanden. Vi tænkte ikke videre over det, så vi kørte videre på motorvejen, hvor jeg som regel kører 130 km/t. Da klokken var omkring 21:30 kørte vi et lille stykke, da der pludselig kom en voldsom larm fra bilen og hvor lyden kom fra, kunne jeg ikke umiddelbart tænke mig til på daværende tidspunkt.
Jeg kunne godt fornemme at noget var galt, så jeg måtte køre en tur ind i nødsporet. Her steg jeg ud af min bil og så at mit venstre baghjul røg og var gået fuldkommen i stykker. Det var flækket på både forsiden og bagsiden, hvilket bare er SÅ underligt. Da det skete kunne jeg slet ikke styre bilen, jeg kunne ikke dreje på rattet, jeg kunne ikke bremse. Jeg kunne ingenting og følte virkelig, at alt hvad jeg vidste om at køre bil, det var bare væk i ren og skær panik.
Jeg ringede til min far og han var helt rolig i stemmen og fortalte mig, at jeg ikke skulle være bange eller ked af det, for det var ikke min skyld. Det er bare så skræmmende at sidde dér i nødsporet med sin veninde, katastrofeblink på og at folk bare kører forbi for fuld smadder med 130 km/t, så min bil rungede helt vildt hver gang. Det var sådan en grim følelse, der findes ikke ord for det.
Endelig kom min søster os til undsætning og samlede os op på motorvejen. Imens lod vi min bil stå med katastrofeblink på, så vi kunne få hentet min far som skulle skifte mit dæk, men han havde ikke selv mulighed for at komme frem, fordi at min mor var kørt på arbejde. Vi kørte hjem og hentede min far, dækket og tingene han skulle bruge. Han fik heldigvis skiftet dækket forholdsvis hurtigt og det var så rart. Det lettede virkelig mit hjerte, helt vildt.
Jeg var overbevist om, at hvis jeg ikke havde trådt så hårdt på bremsen som jeg gjorde, da jeg godt kunne mærke at den ikke bremsede spor, så havde vi kørt galt. Jeg var så bange og prøvede at handle hurtigt da det skete - det føltes bare som om, at min hukommelse lige blev slettet i de 20 sekunder hvor det her stod på.
Her kan i se nogle billeder af, hvordan dækket egentligt så ud efter det her skete. Der er billeder af både forsiden og bagsiden af dækket og det er så urealistisk at se, at det kan gå så galt. Jeg har i sandhed lært, at man ikke altid kan sige; "Det sker ikke for mig, det sker kun for naboen", for det kan lige så godt være dig som står for skud næste gang der er noget som går galt.
Ærligtalt kan det være at det lyder overdrevet - men kæft (Undskyld sproget) hvor er jeg glad for, at Melanie og jeg stadigvæk er i live, at det ikke gik mere galt end det gjorde og at min far og storesøster kunne komme mig til undsætning da jeg behøvede dem allermest.
Tusind tak til min far og storesøster som var der for mig da jeg var allermest i panik. ♡
Ingen kommentarer:
Send en kommentar