mandag den 20. marts 2017

PLANER - DET DÉR MED AT FLYTTE SAMMEN


Jeg føler nu, at jeg kan løfte sløret en smule for hvad Anton og jeg egentligt har af fremtidsplaner. Selvfølgelig har vi fremtidsplaner, vi har efterhånden været sammen i 2 år og vi vil jo selvfølgelig gerne have, at vi kan opnå endnu flere ting sammen, samt starte et helt nyt kapitel sammen

Vores beslutning træder muligvis (tsk, hvad snakker jeg om - det gør den) i kraft allerede sommeren 2017 og jeg personligt kan ihvertfald sige, at jeg er hammer-spændt på det her. Mest fordi at det er et stort skridt for både ham og jeg. Anton og jeg vil nemlig gerne flytte sammen sommeren 2017 og åbne et helt nyt kapitel op i vores liv sammen. Vi vil gerne være voksne mennesker med egen lejlighed. Jeg må være ærlig, med hånden på hjertet at sige, at jeg er super træt af at vi bor så mange kilometer fra hinanden. Nu har vi boet i hver sin landsdel i 2 år og til sommer når vi vil flytte sammen har vi boet i hver sin landsdel i 2,5 år. Derfor føler vi, at nu er det på tide at vi slår os sammen. 

Vi har aftalt at vi om 3 måneders tid vil melde os ind i en boligforening, da det er sådan en vi gerne vil bo i. Jeg har ikke lyst til at bo ved en privat udlejer, fordi at folk jeg kender ikke har haft held med det. Jeg vil gerne have at Anton og jeg kan få sat os så godt fast som muligt, så vi havner det rigtige sted første gang, selvom at man tit hører, at man sjældent havner det rigtige sted første gang man flytter sammen. Alligevel er vi blevet enige om, at en boligforening er det som er bedst og nemmest for os at have med at gøre. Det føltes lidt vildt at vi allerede skal lede efter lejlighed om 3 måneders tid! Lur mig ikke om vi går igang liiiidt før tid... 

Hvilken landsdel skal vi så bo i?

Jeg tænkte at det ville blive et efterspurgt spørgsmål, for vi bor jo i hver sin landsdel. Hvem er det så lige som må hive pløkkerne op fra sin landsdel og plante pløkkerne igen i en helt anden landsdel. Jeg kan godt sige, at det ikke har været til diskussion og det bare var sådan det var. Anton er den som flytter til Sønderjylland fra Fyn. Han har sagt, at for ham er det ligegyldigt hvor han bor henne. Det er det altså ikke for mig.. I Sønderjylland har jeg hele min familie, på Fyn har jeg ingenting, udover min svigerfamilie selvfølgelig. Alligevel så har Anton også sin storesøster, sin nevø og sin niece i Sønderjylland, ikke særlig mange kilometer fra Sønderborg, hvor vi planlægger at bosætte os, så det er selvfølgelig også en ting som der er taget højde for. 

Anton og jeg har selvfølgelig snakket om hele det dér koncept med, hvad det vil sige at flytte fra Fyn til Sønderjylland, men han er helt afklaret med det. Det er en kæmpe lettelse for mig, for det gør tingene meget nemmere for mig at håndtere. Anton har faktisk aldrig lagt sig på tværs med hensyn til landsdel når vi har snakket om det (Han har nok vidst at jeg ville vinde diskussionen alligevel..) hvilket jeg selvfølgelig er virkelig glad for. 

Der er selvfølgelig nogle ting vi stadig skal snakke om og tage højde for, alt lige fra økonomi og hele det dér koncept med, at sådan en lejlighed altså gerne skal holdes ren og behandles med respekt. Jeg ved at vi godt kan klare det sammen, hvis bare vi begge to gerne vil. Jeg kan allerede sige nu, at jeg NÆGTER at bo i en svinesti og det ved Anton vidst godt! 


Jeg følte lige at jeg ville lufte mine tanker lidt med jer som læser med. Det er så spændende alt sammen og jeg glæder mig helt vildt til at jeg kan have bloggen med i hele processen. Lige fra dér hvor vi får lejlighed, til dér hvor vi skal flytte ind og have den indrettet. Det bliver så fedt, så bloggen kan ihvertfald kun gå en lys tid i møde! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar