Idag er en dag som hvert år fylder ret meget. Ikke fordi at det er noget jeg kan gøre noget ved, det sidder vidst bare langt inde. Jeg kan ikke glemme det, fordi at det er noget som simpelhent er så vigtigt for mig at huske. D. 20/07 er altid hård og jeg har altid brug for de folk jeg holder af lidt tættere på mig på den dag.
Idag er det nøjagtigt 6 år siden af min bedste ven forlod os. Det er nøjagtigt 6 år og 1 dag siden jeg fik den sidste besked fra ham, hvor han skrev at han savnede mig og at vi skulle finde en dag. Det værste jeg ved, er at vi aftalte en dag at ses, men han nåede at gå bort før vi fik set hinanden. Da han døde var det næsten 2 måneder siden vi sidst havde set hinanden.
Jeg tror aldrig at jeg lærer at vænne mig til, at han ikke er her. Jeg savner ham og har brug for ham ret ofte, fordi at han var sådan en stor del af mig. Han betød så meget for mig og nu er han væk og jeg kommer aldrig til at se ham igen. Claudio var det smukkeste jeg nogensinde havde set og det vi havde sammen, var det dejligste. Jeg glemmer aldrig nogensinde hans smukke smil, hans grin og hans stemme. Han havde sådan en fantastisk personlighed og der var alt for mange som ikke kendte ham, som snakkede skidt om ham.
Claudio var en meget beskyttende personlighed overfor hans venner og han passede altid på sine venner. Han beskyttede mig når folk var lede, fortalte mig hver dag at jeg var god nok som jeg var og gav mig håb om, at der var lys forude. Claudio har ikke altid selv haft det nemt, så når han sagde at tingene nok skulle blive gode igen, så vidste jeg at han vidste hvad han snakkede om og at han i sidste ende ville få ret.
Claudio, April 2011
Claudio var meget mere end bare en ballademager som alle andre sagde. Mange sagde, at han var en møgunge der ikke var styr på og jeg hørte folk sige det ofte, både før og efter hans død. Det værste var at høre folk snakke om hvilken møgunge han var efter han døde, fordi at jeg vidste, at han ikke havde en jordisk chance for at forsvare sig. Claudio mødte mange "knubs" i livet og nogengange gav han også udtryk for, at han ikke ville være her længere. Alligevel holdt han ud, fordi at han var så stærk.
Han var ren perfektion, helt ud til fingerspidserne. Han var jo bare det dejligste jeg havde mødt på daværende tidspunkt og han fyldte alle mine tanker ud så ofte. Han var så fantastisk og havde den dejligste personlighed. Han havde det ikke nemt, men han formodede altid at holde hovedet koldt og hvis han havde et problem, så løste han det. Han var ikke bange for noget og hvis nogle skulle have at vide, at hvad de havde gjort var forkert, så fik de det også at vide. Han fandt sig sjældent i at blive svinet til og det gav jo selvfølgelig nogengange ballade at han forsvarede sig selv. Jeg tror også, at det er derfor folk kaldte ham en møgunge. Nogengange kunne der godt komme slåskampe ud af det når han blev sur på andre og jeg tror det er dér folk de har fået deres indtryk fra. I virkeligheden kunne man slet ikke udtale sig om Claudio, uden at kende ham.
Jeg savner ham hver dag og har også grædt. Jeg har grædt, fordi at jeg synes det er uretfærdigt og fordi at på dagen idag bemærker jeg mit savn til ham ekstra meget. Idag kan jeg mærke langt inde, at jeg er virkelig ked af at han ikke er og jeg kan mærke hvor meget han mangler i mit liv. Han var en vigtig og stor del af mit liv og jeg er så ked af, at han ikke fik lov til at blive i det lidt længere.
Jeg håber og tror at han har det godt deroppe.
Lad os allesammen sende ham en ekstra tanke i himmelen idag. Han døde som 13 årig og kunne have været 19 år idag. Det er så uretfærdigt. Fortæl alle i elsker, hvor højt i elsker dem og hvad de betyder; i ved ikke om de er der endnu imorgen. ♡
Ingen kommentarer:
Send en kommentar