Endelig kan jeg skrive mit første blogindlæg efter en laaaang pause fra hele blogger-verdenen og konceptet om, at dele hele min person ud til folket på nettet. Jeg tror måske lige at jeg trængte til at trække vejret dybt ned i maven og tænke lidt på mig selv. I princippet hørte i jo ikke rigtigt "meget" om mig længere, efter jeg droppede ud fra min HF sidste sommer og efter at jeg flyttede sammen med min kæreste. Derfor skal vi selvfølgelig lige have en opfølgning på hvad der er sket de sidste måneder.
Altså jeg droppede jo ud af den her HF og blev pludselig hammer usikker på alt hvad jeg lavede. Alt hvad jeg lavede, havde jeg en ide om, at det ikke var godt nok. Jeg kom på uddannelseshjælp igennem jobcenteret hvor jeg har været i næsten 1 år nu. Det har været en omvæltning at gå fra at studere, til pludselig at være under kommunens hånd. Jeg blev desuden kort tid efter jeg kom på uddannelseshjælp sat i aktivering. Jeg kom i et forløb på et sted som hedder Alsmic og jeg kan uden at lyve sige, at Alsmic virkelig har givet mig mange gode ting med i rygsækken. For eksempel har jeg lært at alle er forskellige og at de ting man gør i livet, skal man gøre for sig selv og ikke alle andre. Det tog sin tid for mig at nå dertil hvor det kunne accepteres at jeg altså ikke længere behøvede at kæmpe for at opnå andre folks accept, men at jeg behøvede at kæmpe for at opnå accept af mig selv.
Anton og jeg flyttede sammen i en lille 1-værelses lejlighed i byen jeg er vokset op i, nemlig Broager. Jeg havde det vildt sært i starten, mest af alt fordi at jeg ikke forbinder denne by med noget specielt godt. Jeg var lettet dengang mine forældre besluttede sig for at købe hus og at vi skulle flytte til en anden by og jeg havde aldrig troet jeg skulle havne her igen, men her er jeg så. Vi har boet her siden November og i starten var så lidt plads okay, men jeg kan godt mærke at jeg nogengange mangler privatliv, også selvom at Anton også er en del af mit privatliv. Jeg tror bare det handler om, at jeg nogengange skal have lov til at sidde i min egen verden og slappe af i mig selv uden andre omkring mig. Det er lidt vanskeligt at opnå i en lille lejlighed, men det går nu endda. Pt. søger vi lejligheder i Sønderborg så vi kan komme lidt tættere på Antons nuværende skole.
Men altså.... Skal du være på uddannelseshjælp forevigt så?
Det tænker folk sikkert og svaret er nej, det skal jeg ikke. Jeg har bestemt ikke nydt at være på offentlig ydelse på dén måde, men jeg har nydt faktummet af, at jeg har fået lov til at få luft i et års tid. Nu er det på tide for mig at komme videre med mit liv, det har simpelhent stået stille lidt for længe nu. Derfor skal jeg starte i skole igen efter sommerferien. Jeg starter på VUC og tager en HF Fagpakke. Altså hvor det tager 1 år i stedet for 2 år. Jeg er nødt til at vælge noget som for mig virker realistisk så jeg ikke igen ender på jobcenteret med tårer der triller ned af kinderne, som jeg gjorde første dag jeg troppede op på jobcenteret og måtte kaste håndklædet i ringen.
Jeg kan mærke at jeg er spændt og glæder mig til at starte forfra. Jeg glæder mig virkelig til at føle, at livet bare kører derud af igen. Det savner jeg lidt nogengange... Det der med at man kan mærke at man lever sådan rigtigt. Det bliver så fedt og jeg glæder mig helt vildt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar