Nu var det altså på tide for mig at vende snuden ind imod bloggen igen. Der er gået et år og der er selvfølgelig sket nogle ting siden i hørte fra mig sidst. Sidst i hørte fra mig, var jeg netop droppet ud af fra min HF for anden gang i mit liv, jeg skulle til at flytte sammen med Anton og så havde jeg en del udfordringer på det psykiske plan. Jeg har glædet mig til at komme igang med at blogge igen, men det er som om at overskuddet ikke helt har været der. Jeg håber at jeg kan forbedre mig denne gang.
Jo men altså, hvad er der så sket det sidste års tid? Anton og jeg flyttede sammen i November 2017 i en lille lejlighed i min hjemby, Broager. Heldigvis fandt fik vi en anden lejlighed i September 2018 i Sønderborg og her er vi så bosat nu. Jeg er glad for at være her og føler at jeg er hjemme her - det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg aldrig følte mig rigtigt hjemme i Broager da vi boede der. Vi bor i en 2-værelses lejlighed og rimelig centralt i byen, så det er mega lækkert.
I Maj 2019 fik jeg mig en ny titel. Jeg blev nemlig moster til den dejligste lille fyr, som har fået navnet Thor. I september skal han døbes og jeg skal være hans gudmor. Jeg er fyldt op med glæde og kærlighed indeni for ham og jeg kan slet ikke undvære ham. Vi griner og pjatter altid når jeg er på besøg og de timer er bare guld værd for mig. At få ham ind i mit liv har bare været så livsbekræftende!
Jeg fuldførte en HF fagpakke i Juni 2019. Altså, jeg kom endelig igennem det jeg skulle, for at jeg kunne komme ind på en videregående uddannelse. Jeg er optaget på pædagog-seminaret til september 2019 og jeg er meget spændt på at starte. Jeg glæder mig til at komme igang med det jeg drømmer om. Nogle husker måske at jeg gerne ville være socialrådgiver førhen, men jeg ændrede faktisk mening i løbet af mit år på VUC. Jeg drømmer nu om at læse til socialpædagog og regner stærkt med at det er et ønske jeg nok skal få i mål om nogle år.
Midt i alle de positive og gode ting, måtte der også ske noget sørgeligt. Vores hund, Charlie, som vi havde haft i 16 år måtte aflives. Charlie var gammel, demens, blind og døv. Det var ikke sjovt at se på, at den bare gik rundt i sin egen boble, fordi den ikke har kunne hverken se eller høre os. Derfor traf min familie og jeg sammen en beslutning om, at det var bedst for Charlie, hvis vi fik ham sendt over regnebuen. Det har været hårdt og det er kun halvanden uge siden at dette fandt sted. Min familie og jeg har været gode til at støtte hinanden igennem det og vi har brugt hinanden til at græde ud hos. Det var nu alligevel dejligt at have nogle omkring mig, som følte de samme ting som mig. Jeg håber at Charlie har det godt og endelig kan slappe af.
Jeg synes også lige at det er ret vigtigt at få talt om det her med de psykiske problemer jeg fik så pludseligt. Jeg kan lige så godt være ærlig at sige, at jeg stadig døjer med det og at nogle dage er hårdere end andre. Jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor jeg føler at jeg har rimelig godt kontrol over det, selvom at det kan glide ud af hænderne på mig på ingen tid. Lige nu prøver jeg bare at holde mig positiv, aktiv og motiveret og hvis jeg selv skulle sige det, så går det ret godt. Jeg håber at jeg bliver ved med at kunne holde kontrol over mig selv og mine følelser.
Det var en lille opdatering (og en nødvendig én), så i stadigvæk kan kende mig og vide lidt om mig. Jeg glæder mig til at komme igang med at blogge igen og jeg vil gøre mit bedste for at holde mig selv i tøjlerne til at få skrevet nogle blogindlæg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar